Anklager: Castro drev brutalt torturkammer

Anklager Timothy McGinty agter nemlig at få ham dømt for drab på fem ufødte børn, foruden bortførelser og voldtægter.

Ifølge en af de bortførte kvinder, 32-årige Michelle Knight, blev hun gravid fem gange, mens hun blev holdt fanget i det faldefærdige hus på Seymour Avenue i Cleveland i delstaten Ohio. Alle fem gange sørgede Castro for, at hun aborterede ved at sulte hende i ugevis og slå hende i maven.

Dømmes Castro for drab på de fem ufødte børn, kan han ifølge lovgivningen i Ohio idømmes dødsstraf.

Sagen om de fem frygtelige aborter er bare en af mange frygtelige historier fra kvindernes fangenskab i rædselshuset, som anklager Timothy McGinty beskriver som »uden for fatteevne«.

»Bortføreren drev et torturkammer og privat fængsel i hjertet af byen. Den rædselsvækkende brutalitet og tortur, som ofrene udholdt i et årti, er uden for fatteevne,« siger han til CNN.

Kilder siger til New York Times, at kvinderne i de første par år var bundet med reb og kæder i kælderen, og at god opførsel blev belønnet med toiletbesøg og lejlighedsvise bade. Senere fik de lov at bo på husets anden sal. De kan kun huske, at de har været udendørs to gange i løbet af de mange år i huset.

Michelle Knight er fredag fortsat indlagt på hospitalet, mens de to andre kvinder er vendt hjem til deres respektive familier. Knight er fejlernæret, og da sygeplejerskerne gav hende mad, »opførte hun sig som en seks-årig, der spiste chokoladekage for første gang,« siger en kilde til New York Times.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, afhørte efter befrielsen kvinderne, men har undladt at lade dem fortælle alle detaljer på nuværende tidspunkt, så de kan få fred og ikke er tvunget til at gennemleve alle rædslerne igen.

Familien til Ariel Castro prøver at finde mening i det, han har gjort.

Ariel Castros egen mor beder om tilgivelse:

»Jeg har en syg søn, der har gjort noget alvorligt. Jeg lider rigtig meget. Jeg beder om tilgivelse fra mødrene. Må pigerne tilgive mig,« sagde hun torsdag til Telemundo.

Castros datter, Arlene, der var gode veninder med den bortførte kvinde Gina DeJesus, siger i et interview med ABC, at hun talte med sin far i sidste måned, men at de aldrig havde haft et tæt forhold. Hun understreger, at hun ikke havde nogen anelse om, hvad hendes far havde gang i.

»Jeg er virkelig skuffet, flov og ødelagt. Jeg vil gerne sige, at jeg er meget, meget ked af det, der er sket.«

Dagens Gossip