Anklager: Drabsforsøg var led i voldsom bandekonflikt

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Køller, knivstik og drabsforsøg.

Det var situationen i begyndelsen af 2013, hvor Black Cobra og Bandidos kæmpede i Køge, mener anklager Thomas Hugger, som mandag forelagde en sag om et drabsforsøg ved Retten i Roskilde.

Her sidder en 16-årig dreng og en mand på 25 år tiltalt for forsøg på drab, da der blev skudt mod en tatovørforretning med Bandidos-relationer.

- Bandekonflikten var både voldelig og voldsom. I alt var der 11 episoder, hvor Black Cobra og Bandidos bekæmpede hinanden, før de indgik en fredsaftale i marts, og dette drabsforsøg er et led i konflikten, siger Thomas Hugger.

Han henviser til, at den 25-årige skulle være et ledende medlem af Black Cobra, og han går efter at få de to tiltalte dømt efter den særlige bandeparagraf, der kan fordoble straffen.

Det kan betyde op til 12 års fængsel. Derudover risikerer den ene tiltalte også udvisning af Danmark.

Drabsforsøget fandt ifølge anklageren sted, da to teenagere i begyndelsen af februar sidste år skød mod tatovørforretningen. Ingen blev ramt ved angrebet, da de fire personer, der var til stede i butikken, formåede at flygte gennem baglokalet.

Episoden blev angiveligt bestilt af den 25-årige, som gav instrukser til de to teenagere om, hvordan angrebet skulle udføres. Herefter tog de to unge mænd på dengang 14 og 15 år til butikken, hvor der blev affyret to-tre skud.

Konflikten mellem de to grupper medførte ifølge Thomas Hugger voldelige konfrontationer, hvor køller og knive var involveret. Derudover blev et Bandidos-prøvemedlem opsøgt i sin egen lejlighed og skudt i knæet.

Begge tiltalte nægter sig skyldige i drabsforsøg, men den 16-årige har erkendt, at han udsatte andre for fare ved episoden. Hans forsvarer, Gitte Juul Jensen, mener imidlertid ikke, at hans handling kan dømmes som led i en bandekonflikt.

- Min klient er ikke medlem af Black Cobra. Han har erkendt, at han var på en knallert, hvorfra en anden har skudt mod forretningen. Men var han klar over, at der skulle skydes? Og var det for at dræbe nogen eller skræmme, siger hun i retten.

Det var den 14-årige, som affyrede skuddene den 6. februar, men da han var under den kriminelle lavalder, undgår han en straffesag.

/ritzau/