Anklager: Familiefar ville dræbe tvillingdøtre

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

- Der er overhovedet ingen tvivl hos mig om, at tiltalte ville dræbe pigerne.

Sådan lyder det fra anklager Søren Harbo, da han tirsdag i Københavns Byret argumenterer for, hvorfor en 59-årig mand er skyldig i drabsforsøg på sine dengang fireårige tvillingdøtre.

- Når man tildeler så små og forsvarsløse børn så store skader med så stor en kniv, er det til hensigt, siger anklageren.

- Når man lukker sig inde med børnene, stikker dem som han gjorde, efterlader dem på en sofa og selv hopper ud ad vinduet, er det ikke hensigten, at de skal overleve, uddyber han.

Den tiltalte familiefar stak i august sidste år sine to tvillingpiger adskillige gange med en kokkekniv, før han stak sig selv og sprang ud ad vinduet på det værelse på Rigshospitalets Ronald McDonald-Hus, hvor familien boede på daværende tidspunkt.

Anklageren lægger i sin procedure vægt på, at det ikke var farens fortjeneste, at pigerne overlevede. Samtidig argumenterer han for, at faren vidste, hvad han gjorde.

- Tiltalte har også selv fortalt os, at det var hensigten. Det fremgår af de beskeder, han sendte til sin kone få sekunder før, at han stak pigerne, lyder det fra anklageren.

I beskederne skrev faren: "Jeg mener det, hvis jeg ser politiet komme, er det ude med os alle tre.", "Du får, hvad du bad om." og "Det er for sent, du har haft en chance."

Begge piger var i livsfare, da de blev fundet af politiet.

Den ene datter har fået vansirende ar i ansigtet. Den anden blev hjerneskadet med permanent spastiske lammelser og synsnedsættelse på grænsen til blindhed. Derudover forhindrer knivstikkene hende muligvis i at få en vigtig nyretransplantation.

Forsvarsadvokat David Francis Lublin siger i retten, at hverken han eller hans klient bestrider, at det var faren, som førte kniven.

I sin procedure fremhæver han dog flere tidligere sager, hvor der var voldsomme knivstik involveret, men kun tale om grov vold i stedet for drabsforsøg.

- Der er alene tale om en sag, hvor min klient er omfattet af voldsbestemmelsen. Der foreligger ikke bevis på drabsforsøg, siger Lublin.

Den tiltalte selv fik sidste ord under proceduren og understreger, at han aldrig har ønsket at dræbe sine døtre.

- Jeg elsker mine døtre og har altid forkælet dem. Under ingen omstændigheder har jeg ønsket, at de skulle dø, siger han og beskriver sig selv som en "kærlig" far.

Torsdag bliver det besluttet, om den tiltalte er skyldig i drabsforsøg eller ej.

/ritzau/