Anklager: Fire snød med skat og moms i vikarfirma

Skrevet af admin

20/08/2014

Dagens topnyheder

Den 28-årige kvindelige direktør for et vikarfirma i Rødovre ved København skal på anklagebænken sammen med tre mænd, der var ledere og partnere i firmaet. De er alle tiltalt for at have snydt statskassen for over 3,5 millioner kroner i skat og moms.

Nogle af mændene har tilsyneladende levet et liv i højt gear, der blandt andet indbefattede en stjålen Porche Cayenne, kokain, amfetamin og dopingstoffer, som også indgår i tiltalen mod dem.

Sagen mod firkløveret begynder onsdag i Københavns Byret, hvor anklagemyndigheden kræver de fire idømt fængselsstraf.

Unddragelsen af skat og moms skal ifølge anklageskriftet have stået på fra september 2011 og indtil den 24. maj 2012, da politiet slog til og anholdt de fire personer bag firmaet.

Svindelen skal blandt andet være sket ved at bruge fakturaer i firmaets momsregnskab fra andre lignende firmaer, som nogle af mændene var direktører for.

Ud over de 3,5 millioner kroner, som statskassen allerede skal være gået glip af, menes de fire at have haft planer om snyderi med skat og moms for yderligere en kvart million kroner. Det blev imidlertid forpurret, da de blev anholdt i maj 2012, fremgår det af anklageskriftet.

En af mændene, der også er 28 år, er desuden tiltalt for at have stjålet en sort firhjulstrækker af mærket Porsche Cayenne fra et københavnsk bilfirma. Bilen, der blev stjålet i februar 2009, har en værdi på 365.000 kroner.

Ifølge anklageskriftet fik han ændret stelnummeret på bilen og fik den gennem et syn med det nye nummer.

Hjemme hos en af de andre tiltalte, en 25-årig mand, fandt politiet ved en ransagning 3,2 gram kokain og en lille mængde amfetamin samt forskellige ulovlige dopingstoffer. Det vil anklagemyndigheden også have ham dømt for.

/ritzau/