Anklager fortryder ikke tiltalen mod Brian Holm

Straks efter frifindelsen af Brian Holm for seksuel krænkelse af en syv-årig pige, fastholder anklageren i sagen, at det ikke var en fejl at rejse tiltalen.

- Det er ganske åbenbart, at den ikke skulle afgøres på et skrivebord, men af domstolene, siger senioranklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi.

Han krævede onsdag en straf på fængsel i 50 dage til den 51-årige cykelstjerne.

- Efter vores opfattelse var der grundlag for at rejse tiltalen, siger anklageren.

Samtidig anerkender han dommens resultat.

- Vi tager dommen til efterretning, siger han - men kan dog ikke svare på, om Statsadvokaten i København kan tænkes at ville anke frifindelsen til Østre Landsret.

Hvad hans egen indstilling vil lyde på, ønsker han over for pressen ikke at røbe.

Brian Holms forsvarer hæfter sig efter frifindelsen ved pressens optræden i forløbet.

Advokat Karoline Døssing Normann noterer, at pressen har haft vanskeligt ved at respektere det navneforbud for Brian Holm, som i første nedgang blev nedlagt.

På spørgsmålet om, hvad man generelt kan lære af sagen, siger hun:

- Den illustrerer, at børn tænker anderledes end voksne, og at voksne skal være utroligt opmærksomme på, hvordan man taler med sine børn.

Voksne skal være forsigtige med ikke at få lagt et forkert billede ned over det, barnet fortæller, mener advokaten.

- Det er ikke børnenes skyld. Det er de voksnes modtagelse af det, de hører, som vi skal være meget opmærksomme på, siger Karoline Døssing Normann.

/ritzau/

Dagens Gossip