Anklager går efter ubetinget fængsel til selvtægtsbande

Skrevet af admin

29/01/2016

Dagens topnyheder

Hammeren bør falde tungt over tre mænd, der er tiltalt for at lokke sexhungrende mænd til Vejle for derefter at udsætte dem for røveri, vold og afpresning.

Sådan lyder det fra anklager Anne Holm Christensen, der kræver to af de tiltalte på henholdsvis 35 og 20 år idømt mindst tre års ubetinget fængsel, mens en 19-årige kræves idømt mindst to års fængsel.

- Det et begået i forening, efter forudgående planlægning, og derudover er det en skærpende omstændighed, at forbrydelsen er fortsat i form af afpresning efterfølgende, siger Anne Holm Christensen under sin procedure i sagen.

To af de tiltalte er tidligere dømt for henholdsvis røveri og tyveri, og det er også en skærpende omstændighed, lyder det fra anklageren.

Den 35-årige, der af politiet anses for at være bagmanden bag sexbagholdet, har tidligere forklaret, at han ganske rigtig udgav sig for at være en ung pige på internettet.

Det gjorde han for at lokke "pædofile" til Vejle, men den 35-årige har nægtet, at han har tævet sine ofre eller udsat dem for afpresning.

Han har forklaret, at han var inspireret af TV-programmet "Jagten" på TV3, hvor journalist Miki Mistrati blandt andet har opsøgt og udstillet pædofile.

Men det er ikke nogen formildende omstændighed, at de tiltalte tilsyneladende handlede i "en god sags tjeneste", siger anklageren.

- Det her er slet ikke pædofili. Det er nogle mænd, der leder efter selskab med nogle 16-17 årige piger. Det er ikke ulovligt, og det er ikke pædofili, siger hun.

- Selv hvis det havde været pædofili, så er selvtægt ikke acceptabelt i dansk ret. Vi straffer dem, der tager loven i egen hånd, siger anklageren.

Den 35-åriges forsvarer, Mads Kjær Jensen, mener, at hans klient er uskyldig, eftersom han blot har chattet med sexkunderne og aftalt mødetid og sted med dem.

Han er ikke enig med anklageren i, at de mænd, der tog til Vejle for at få sex, ikke har haft til hensigt at begå noget ulovligt.

Mads Kjær Jensen henviser til, at der i flere af chatsamtalerne blev aftalt, at der skulle penge på bordet som modydelse for de seksuelle ydelser. Og det er ulovligt at købe sig til sex med en person under 18 år, understreger forsvareren.

- Det er en ulovlighed, som J (den tiltalte, red.) prøver at forhindre ved at have chatkorrespondancen og efterfølgende prøver at få dem til at melde sig selv til politiet, siger Mads Kjær Jensen.

Den 35-årige siger i sin sidste bemærkning til retten, inden der falder dom fredag eftermiddag, at han har tilbudt at hjælpe politiet med at afsløre flere pædofile.

- Jeg vil gerne hjælpe politiet, hvis de bare giver mig lov, siger han.

/ritzau/