Anklager: Hård straf for kynisk udnyttelse

Med dommen i den tredje såkaldte Hvepsebo-sag er der ført bevis for, at i alt 40 fattige rumænere har været udsat for menneskehandel.

De blev narret til at tro, at de ville få et job i Danmark, men i stedet blev de plukket - kriminelle udnyttede deres identiteter til at begå bedragerier og skattesnyd.

I de to tidligere domme i Hvepsebo-sagen er det slået fast, at 22 var ofre for menneskehandel.

I den dom, der tirsdag blev afsagt i Retten i Glostrup, var i alt 18 personer handlet, og dermed er det samlede antal oppe på 40.

Og til de ansvarlige, tre mænd og en kvinde, i sagen i Glostrup er der givet straffe fra fire til syv års fængsel.

- Vi er meget tilfredse med dommens resultat, siger en af de to anklagere, Susanne Andersen.

- Der er lagt vægt på, at kriminaliteten var hensynsløs og kynisk, bemærker hun.

Ved domsafsigelsen har retsformanden, Anne Berg, netop lagt vægt på forbrydelsens karakter. De 18 blev bragt i en vildfarelse om, hvad der ventede dem i landet mod nord.

- De var stakler, siger Anne Berg.

Hun citerer en af de menneskehandlede for at have sagt sådan her: "Jeg kom fra månen til jorden, da jeg kom til Danmark".

De 18 blev anbragt i huse i Sakskøbing, Stege og Slagelse. Og så blev de ellers malket, da bagmændene fik oprettet bankkonti, nem-id og sygesikringsbeviser. Derefter blev der købt telefoner, benzin og andre ting i de handledes navne.

De dømte udnyttede den tillid, som det danske samfund hviler på, fastslår retsformanden blandt andet.

Efter dommen er et af spørgsmålene, om de i alt tre store straffesager betyder, at udnyttelsen af fattige rumænere nu stopper?

- Det er vores håb, at der nu er sat punktum for denne organisation. Man kan håbe, at dommen vil få en præventiv effekt i forhold til ligeartet kriminalitet, siger anklager Susanne Andersen.

/ritzau/

Dagens Gossip