Anklager: Hjemmehjælper vil voldtage igen

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

- Han skal ikke have en normal fængselsstraf, for han er ikke helt normal. Både mentalerklæringen og Retslægerådet konkluderer, at han er farlig for samfundet og sine medmennesker. Derfor er forvaring påkrævet.

Sådan lyder det fra anklager Sidsel Klixbüll onsdag i Københavns Byret. Imens oversætter en tolk for den 25-årig congolesiske mand og hjemmehjælper, som Klixbüll vil have idømt indespærring på ubestemt tid.

Han sidder roligt og tilsyneladende uberørt i et sort og gråt adidas-træningssæt, selvom retten onsdag formiddag har fundet ham skyldig i gennem syv måneder at have jagtet og voldtaget unge kvinder i det københavnske natteliv og nu risikerer landets hårdeste straf samt udvisning.

- Han har begået en kriminalitet, som man - som kvinde - på ingen måde kan gardere sig mod. Og han har gjort det igen og igen og igen.

Samtidig mener Klixbüll, at en forvaringsdom tilskynder den 25-årige til at undergå behandling.

Den 25-åriges forsvarsadvokat, Bjørn Mering Caning, vil have sin klient idømt den lavest mulige straf og mener, at en forvaringsdom ikke bør komme på tale.

- Det er at tvangsbehandle folk, uden at en læge har vurderet og bestemt, hvorvidt det er rimeligt. Forvaringsstraf er kun egnet til at berøve en person al form for håb, siger Caning.

Under sin procedure siger Caning desuden, at hans klient ikke er tidligere straffet, og i lignende tilfælde er andre forbrydere tidligere sluppet for forvaring, selvom deres forbrydelser er grovere end congoleserens.

- De unge kvinder i den her sag har været udsat for mange grimme ting, men de har ikke været udsat for slag, spark eller vold med våben. De har ikke lidt fysisk skade, lyder det fra forsvarsadvokaten.

- En af kvinderne spurgte ham "slipper jeg levende fra det her", og så svarede han overrasket, at selvfølgelig gjorde hun det.

Den 25-årige kom til Danmark i 2008 som FN-flygtning med sine forældre og seks søskende. Han er født i Congo, men voksede op i Zambia, hvor han efterlod sin gravide hustru, som han nu er familiesammenført med.

Derfor mener Bjørn Mering Caning ikke, at han kan udvises, da han ikke har noget tilhørsforhold til landet.

Dommen ventes afsagt onsdag eftermiddag./ritzau/