Anklager i New York dropper sexsagen: Efter 140 dage er Malthe nu en fri mand

Anklagemyndigheden i New York frafalder sigtelsen mod en dansk pædagogstuderende, der var beskyldt for at have krænket små børn i en institution, oplyser DR.

Malthe Thomsen blev anholdt og fængslet i slutningen af juni. Men hele vejen igennem har han nægtet sig skyldig.

I første omgang var Malthe Thomsen varetægtsfængslet, og derefter blev han løsladt mod til gengæld at være iført en fodlænke.

På det seneste har han haft forbud mod at forlade delstaten New York.

Med anklagerens beslutning er 140 dages mareridt slut for den unge dansker.

I et retsmøde i New York torsdag aften dansk tid har anklageren ifølge DR erkendt, at der ikke er beviser til at rejse en tiltale.

I givet fald var det en såkaldt grand jury, der skulle have rejst tiltalen. Fristen for at rejse en tiltale udløb 26. december.

Sagen har fået stor omtale både i danske og amerikanske medier.

Det skyldes blandt andet, at efterforskere fra politiet under en afhøring sagde til danskeren, at man havde beviser i form af videomateriale.

Dette fik Malthe Thomsen til angiveligt at sige, at så måtte der være noget om det, selv om han ikke mente at have gjort noget galt.

Hans forsvarer har kritiseret det amerikanske politis metoder. I USA er det tilladt for efterforskere at lyve over for en mistænkt.

- Det her er et system, der bare ikke fungerer, siger danskeren om retsvæsenet i New York ifølge DR's reporter. I retslokalet græd han af lettelse.

På Facebook er der oprettet en side til støtte for danskeren. I alt er der indsamlet næsten en halv million kroner, men omkostningerne er langt over det dobbelte.

Forældrene har blandt andet haft udgifter til advokat, detektiver og kaution.

Malthe Thomsen arbejdede på en børneinstitution og var oprindeligt mistænkt for at have krænket 13 børn. Anmelderen var en kvindelig kollega, som siden er blevet fyret.

/ritzau/

Dagens Gossip