Anklager kigger på uagtsomt manddrab i EgyptAir-flystyrt

Den franske anklagemyndighed oplyser mandag, at den har iværksat en efterforskning af uagtsomt manddrab i sagen om det EgyptAir-fly, der 19. maj styrtede ned i Middelhavet med 66 mennesker om bord.

- Anklageren i Paris har i dag igangsat en fuldstændig undersøgelse om uagtsomt manddrab, oplyser den offentlige anklagers kontor til nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig siger anklageren, at der på nuværende tidspunkt ikke er fundet tegn på, at der skulle være tale om terrorisme.

Årsagen til styrtet er fortsat ukendt.

Saltaflejringer på de sorte bokses datakort har forhindret de egyptiske efterforskere i at få data ud og analysere, hvad der skete på flyet i den sidste halve times tid inden styrtet.

Derfor har egypterne nu sendt de sorte bokse videre til Frankrig, for at eksperter fra den franske havarikommission (BEA) kan gøre et forsøg på at fjerne havsaltet fra datakortene.

Flyet - en Airbus A320 - forsvandt på sin rute fra Paris til Kairo mellem de græske øer og den egyptiske kyst tidligt torsdag morgen 19. maj. Besætningen sendte ingen nødsignaler.

Der var 66 mennesker om bord på flyet, men ingen af de omkomne er bjærget.

Passagererne talte 30 egyptere, 15 franskmænd, to irakere, to canadiere samt passagerer fra Algeriet, Belgien, Storbritannien, Tchad, Portugal, Saudi-Arabien og Sudan.

Syv besætningsmedlemmer og tre sikkerhedsfolk omkom også i styrtet.

De to sorte bokse blev bjærget for halvanden uge siden fra et af Middelhavets dybeste steder mellem den græske ø Kreta og Egyptens nordlige kyst, som eftersøgningen har koncentreret sig om.

Hvis det lykkes de franske eksperter at reparere datakortene fra de sorte bokse, skal de sendes tilbage til Egypten, så egyptiske efterforskere kan analysere indholdet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV