Anklager kræver to års fængsel til overlæge

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

En 64-årig overlæge fra Rigshospitalet har i en årrække helt overlagt brugt penge øremærket til forskning til at finansiere sit eget luksusforbrug. Det bør koste lægen mindst to års fængsel samt hans ret til at udøve lægevirksomhed.

Sådan lyder det fra anklager Per Justesen i Københavns Byret onsdag. Justesen mener også, at lægen skal frakendes retten til modtage, forvalte eller på anden måde administrere offentlige eller private midler.

Overlægen er anklaget for at have bedraget Rigshospitalet for godt 2,6 millioner kroner. Lægen nægter sig skyldig og har tidligere i retten forklaret, at pengene tilhørte ham.

Men det synspunkt - at pengene var hans - "var han ganske alene med", siger Justesen og henviser til vidneudsagn fra flere af de vidner, der er blevet afhørt under retssagen.

Anklageren mener, at hjertelægen har haft "svigagtig hensigt" til at få et medicinalfirma, MSD, til at indbetale penge til lægens eget forbrug.

- Han har bragt MSD i den vildfarelse, at kontoen tilhørte Rigshospitalet.

- Tiltaltes svigagtige adfærd har varet ved, indtil han bliver bortvist fra Rigshospitalet i 2013, siger Justesen.

Misbruget er ifølge anklagemyndigheden sket gennem syv år fra august 2006 til april 2013. Her brugte lægen flere millioner kroner fra lægens private forskningskonto, hvor MSD havde indbetalt seks millioner til et forskningsprojekt.

Men eksterne forskningsmidler skal ifølge Rigshospitalets regler sættes ind på en konto tilhørende hospitalet og må ikke sættes ind på en privat forskningskonto, lyder det fra anklageren.

- Tiltalte kendte til reglerne, understreger Justesen i sin timelange procedure.

Lægen har ifølge anklageskriftet brugt et Eurocard, som var tilknyttet kontoen, til sit ekstravagante privatforbrug.

Undervejs i retssagen har den 64-årige mand erkendt, at han i nogle af de knap 400 tilfælde, hvor han er tiltalt for at have misbrugt forskningspenge, har brugt pengene privat.

- Tøj fra Louis Vuitton, Hugo Boss, seks flybilletter, mere tøj, syv flybilletter, skirejse, tre rolexure, tur på hotel og restaurant i Helsingør med sin hustru, MacBook Pro, billeje i Malaga, hvidevarer til datterens lejlighed, nævner Justesen som eksempler på nogle af de tilfælde, som lægen har erkendt.

Den 64-årige mand er tiltalt for groft bedrageri og underslæb, tjenestemisbrug samt databedrageri.

Der var oprindeligt afsat 17 dage til retssagen. Men sagen er skredet hurtigt frem, og onsdagens retsmøde er det ottende og sidste, inden der bliver afsagt dom.

Dommen forventes i november.

/ritzau/