Anklager kræver flere års fængsel for indespærring af kone

Skrevet af admin

17/10/2014

Mest læste i dag

Tre år og 11 måneders fængsel.

Det kræver anklager Mette Lorentzen, at Københavns Byret idømmer en 33-årig mand, som er tiltalt for at have holdt sin kone indespærret i omkring halvanden måned, hvor han skulle have voldtaget hende dagligt.

Manden, som nægter sig skyldig, er også tiltalt for at have udøvet vold mod sine to børn på henholdsvis otte og ni år.

- Jeg mener også, at retten skal se på, at tiltalte tidligere er blevet dømt for at have udøvet vold mod (konens navn, red.), siger Mette Lorentzen i sin procedure.

Under dokumentationen af sagen kom det frem, at den tiltalte i 2008 blev dømt for at have slået sin kone.

Den 33-årige har ikke opholdstilladelse i Danmark, og anklager Mette Lorentzen har nedlagt påstand om udvisning.

Michael Sahl Nielsen, den tiltaltes forsvarer, taler til gengæld i sin procedure for, at hans klient bliver frifundet.

- Det er en højst besværlig sag. Det er en sag, hvor det kriminelle skulle være begået inden for familiens fire vægge, siger han.

Han påpeger, at beviserne for at dømme hans klient har været meget tvetydige.

- Det handler om, om vi tror på den ene frem for den anden, siger han.

Den tiltalte og konens forklaring i retten har flere gange været modstridende.

Konen fortalte under sin vidneforklaring, at hendes mand fik hende til at ryge hash tre gange om dagen. Men under mandens afhøring var historien omvendt.

Ifølge den tiltalte tog han konen i at ryge hash ude på hendes altan og fandt desuden kokain i hendes taske.

En sagsbehandler fra Københavns Kommune, som vidnede i sagen fredag, fortalte også, at parret kom med beskyldninger mod hinanden for efterfølgende at trække dem tilbage.

- Forældrene fremkom med nogle meget alvorlige gensidige beskyldninger mod hinanden. Anklager af meget alvorlig karakter, fortalte han.

Det er i perioden fra den 9. januar til den 19. februar 2014, hvor den 33-årige angiveligt skulle have holdt sin kone indespærret og udsat hende for vold og voldtægter. Inden da var børnene blevet placeret hos en plejefamilie.

Der forventes dom i sagen senere fredag.

/ritzau/