Anklager kræver hårdere straf til Oscar Pistorius

Skrevet af admin

27/10/2014

Dagens topnyheder

Den sydafrikanske statsanklager er ikke tilfreds med rettens afgørelse i sagen, hvor den 27-årige benamputerede atletikstjerne Oscar Pistorius i sidste uge blev idømt fem års fængsel for uagtsomt manddrab på sin kæreste.

Derfor har anklageren besluttet at anke både dommen og straffen.

- Oscar Pistorius-afgørelsen - statsanklageren vil anke både dommen og straffen, skriver anklagemyndighedens talsmand, Nathi Mncube, på Twitter.

Pistorius har tilstået forbrydelsen, men han har hele tiden hævdet, at han troede, det var en indbrudstyv, han skød gennem døren til sit badeværelse natten til 14. februar sidste år.

Anklagemyndigheden forsøgte oprindeligt at overbevise dommeren om, at Pistorius er skyldig i overlagt drab. Det lykkedes imidlertid ikke.

I forbindelse med de sidste retsmøder tidligere på måneden argumenterede anklagemyndigheden så for, at den tidligere folkehelt burde tilbringe 10 år i fængsel for uagtsomt manddrab, men den gik heller ikke.

Det vakte stor opsigt, da dommer Thokozile Masipa i sidste måned afgjorde, at Pistorius ikke er skyldig i overlagt drab.

Alligevel mente dommeren, at de fire skud mod det lille toilet, hvor mulighederne for at undgå skuddene var små, var uagtsomt manddrab. Strafferammen var på forhånd op til 15 års fængsel for løberen, der blev kendt, da han deltog ved OL med benproteser.

Men dommer Thokozile Masipa vurderede altså, at fem års fængsel var en passende straf.

Kort efter strafudmålingen blev Pistorius ført fra retten til en fangetransport, der kørte ham til fængslet Kgosi Mampuru II, hvor han nu er i gang med at afsone sin straf.

Hans forsvarer har sagt, at Pistorius måske kommer ud efter 10 måneder bag tremmer, hvis han opfører sig ordentligt, hvorpå han så skal i husarrest.

Nyhedsbureauet dpa har tidligere skrevet, at det kan tage omkring to år at behandle en eventuel appelsag ved en højere retsinstans.

/ritzau/Reuters