Anklager kræver hårdere straf til Pistorius

Skrevet af admin

27/10/2014

Mest læste i dag

Den sydafrikanske statsanklager er ikke tilfreds med rettens afgørelse i sagen, hvor den 27-årige benamputerede atletikstjerne Oscar Pistorius i sidste uge blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab for drabet på sin kæreste.

Derfor har anklageren besluttet at anke både dommen og straffen. Pistorius blev idømt fem års fængsel for forbrydelsen.

- Oscar Pistorius-afgørelsen - statsanklageren vil anke både dommen og straffen, skriver anklagemyndigheden på Twitter.

Ifølge nyhedsbureauet dpa kan det tage omkring to år at behandle en eventuel appelsag ved en højere retsinstans.

Anklagemyndigheden forsøgte oprindeligt at overbevise dommeren om, at Pistorius er skyldig i drab. Det lykkedes imidlertid ikke.

I forbindelse med de sidste retsmøder tidligere på måneden argumenterede anklagemyndigheden for, at den tidligere folkehelt burde tilbringe 10 år i fængsel for uagtsomt manddrab, men den gik heller ikke.

Det vakte stor opsigt, da dommer Thokozile Masipa i sidste måned afgjorde, at Pistorius ikke er skyldig i overlagt drab.

Pistorius har tilstået forbrydelsen, men han har hele tiden hævdet, at han troede, det var en indbrudstyv, han skød gennem sin badeværelsesdør natten til 14. februar sidste år.

/ritzau/Reuters