Anklager kræver ung chauffør fængslet i tre måneder

Intet tyder på, at en 23-årig chauffør var påvirket af alkohol, at han var træt, at han overtrådte fartgrænsen på betydelig vis, eller at han talte i telefon, da han i december sidste år var skyld i en af de senere års værste trafikulykker.

Ikke desto mindre var der tale om så stor mangel på agtpågivenhed, da tre mennesker døde, at den unge mand skal i fængsel.

Det siger specialanklager Thomas Steensen ved Retten i Horsens, hvor den 23-årige er tiltalt for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og for at have overtrådt færdselsloven i forbindelse med ulykken 5. december.

- Han skal have en fængselsstraf på tre måneders fængsel. Anklagemyndigheden mener desuden, at der bør ske en betinget frakendelse af kørekortet, siger anklageren.

Ifølge Thomas Steensen var den tiltalte ikke tilstrækkeligt opmærksom og holdt ikke en passende afstand, da han med høj fart ramte en bilkø og dermed satte gang i et harmonikasammenstød.

- Jeg kan konstatere, at han ved et øjebliks uopmærksomhed overså køen. Der er ikke noget, der tyder på, at han bremsede ned.

- Han har ikke tilpasset sig forholdene, men fortsætter derimod med en fart på 90 kilometer i timen ind i køen, fremfører Thomas Steensen.

Efter en dag i retten med adskillige vidner står forsvarsadvokat Henrik Hougaard tilbage med et helt andet indtryk.

Han refererer blandt andet til at vidne, der skal have hørt hvinende bremser bag sig - muligvis fra den tiltaltes lastbil.

En motorsagkyndig, der tidligere onsdag vidnede i retten, var desuden ikke sikker på, at manden ikke bremsede, påpeger advokaten.

- Det eneste, han kunne konstatere, var, at bremselyset ikke havde været aktiveret. Det er ikke det samme som, at han ikke bremsede, siger Henrik Hougaard.

Dommen ventes afsagt onsdag eftermiddag.

/ritzau/

Dagens Gossip