Anklager må bruge mishandlings-bevis i ponydrabssag

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

En omstridt vurdering fra Det Veterinære Sundhedsråd må bruges som bevis i sagen mod den 24-årige Carl Plum og en 22-årig mand, der er anklaget for at mishandle en pony på stranden i Tisvildeleje i sommer.

Det har Østre Landsret afgjort, efter at sagen ved Retten i Helsingør blev udsat i maj, da forsvarerne satte spørgsmålstegn ved konklusionen fra dyrlægerne, oplyser anklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

De to unge mænd er tiltalt for at have mishandlet ponyen ved at skære halsen over på den uden bedøvelse. Anklager Rikke Hald kræver fængselsstraf, og hun vil bruge vurderingen fra Det Veterinære Sundhedsråd som bevis.

Rådet har konkluderet, at ponyen blev udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling. Forsvarerne mente dog, at rådet med den udtalelse havde taget stilling til, om de tiltalte er skyldige.

- Jeg vil stille spørgsmålet: Hvad skal retten så? sagde Karoly Nemeth, forsvarer for Carl Plum.

- Det Veterinære Sundhedsråd har påtaget sig den rolle, som retten skulle have haft, sagde han.

Dommeren erklærede sig enig, og afgjorde at udtalelsen ikke må bruges som bevis. Den afgørelse har landsretten nu omgjort, så anklageren må bruge vurdering som bevis.

- Vi har brug for dyrlægernes hjælp til at forstå, hvad den her pony er blevet udsat for, sagde Rikke Hald efter kæringen af byrettens afgørelse.

Ponyen Tarzan blev slået ned med en hammer om aftenen 22. juni sidste år. Den fik hovedet skåret af, og bugen blev sprættet op. Hele slagtningen er filmet af den 22-årige, som dog mener, at han er uskyldig.

Også Carl Plum har erklæret sig uskyldig. Han har erkendt, at han førte kniven, men han mener, at ponyen blev bedøvet, da den blev slået ned. Ifølge anklageren kan man dog se, at ponyen spjættede med benene.

Videoen vil blive brugt som bevis i den kommende retssag. Anklageren går efter en ubetinget fængselsstraf, og oplyser at praksis i lignende sager har været 20-30 dages fængsel.

/ritzau/