Anklager: Menneskesmuglere skal fængsles i en måned

Skrevet af admin

29/08/2015

Mest læste i dag

De fire menneskesmuglere, der er mistænkt for 71 flygtninges død i en efterladt lastbil i Østrig, skal indtil videre varetægtsfængsles i en måned, hvis det står til anklageren.

Det fremgår af et retsmøde, som er begyndt i Ungarn lørdag eftermiddag

De fire mænd - tre bulgarer og en afghaner - skal varetægtsfængsel på grund af "forbrydelsens særlig hårde karakter, de smuglede menneskers efterfølgende død og udførelsen af ulovlig menneskesmugling på en meget organiseret måde."

Varetægtsfængslingen skal pågå, mens man yderligere undersøger omstændighederne ved torsdagens tragedie.

Her fandt man en efterladt lastbil på en motorvej i Østrig. I kølerummet fandt man ligene af 71 syriske flygtninge, som efter alt at dømme var døde af iltmangel.

Af de 71 flygtninge var der fire børn og otte kvinder.

Politiet oplyser, at de fire mænd er en del af en omfattende bulgarsk-ungarsk ring af menneskesmuglere.

/ritzau/AFP