Anklager mistænkt for kursmanipulation: Sag blev væk hos politiet

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Politiet er ingen vegne kommet med at undersøge, om en anklager hos Bagmandspolitiet har overtrådt loven ved at røbe oplysninger fra en straffesag.

Årsagen er, at sagen simpelt hen blev væk hos Midt- og Vestjyllands Politi, har rigsadvokaten meddelt forsvarerne i sagen om påstået kursmanipulation med aktien i Sparekassen Himmerland.

Rigsadvokaten sendte sagen til den vestjyske politikreds i februar sidste år, men den blev ikke ekspederet på den korrekte måde.

Derfor er sagen ikke blevet undersøgt, har rigsadvokaten oplyst i et brev til advokat Andro Vrlic.

Han forsvarer en af de tiltalte, der har anket byrettens dom til frifindelse i Vestre Landsret. Landsretten har indledt sagen tirsdag.

Flere advokater er fortørnede over, at vicestatsadvokat Hans Fogtdal fra Bagmandspolitiet på et såkaldt gå-hjem møde for bankfolk har afspillet lydfiler, som indgår i straffesagen.

Mødet blev arrangeret af Børsmæglerforeningen og fandt sted i Silkeborg.

Advokaterne har bedt om at få undersøgt, om der kan være tale om en overtrædelse af retsplejeloven og forvaltningsloven.

Såvel politikredsen som rigsadvokaten har beklaget den fejlagtige håndtering af sagen, oplyser advokat Andro Vrlic.

Han har i Vestre Landsret tirsdag fremført et krav om, at vicestatsadvokaten erklæres inhabil i straffesagen.

/ritzau/