Anklager: Nu er 24 fængslet i sag om tredobbelt drab

Skrevet af admin

19/04/2016

Dagens topnyheder

Med tirsdagens varetægtsfængsling ved Retten på Frederiksberg af seks drabssigtede mænd er antallet af fængslede i sagen om det tredobbelte drab på Frederiksberg nået op på 24. Politiet har kaldt drabene en likvidering.

- Vores efterforskning af sagen om likvideringen har medført, at vi nu står med tre sager med samlet set 24 fængslede, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra anklagemyndigheden i Københavns Politi, til Ritzau.

De seks mænd, der er i alderen 22 til 32 år er sigtet for drab og medvirken til drab på tre mænd, der blev skudt 11. november sidste år, mens de lå og sov i en lejlighed på Christian Paulsens Vej. Mændene er desuden sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

- Jeg noterer med tilfredshed, at Retten på Frederiksberg har anerkendt anklagemyndighedens beviser i sagen, siger Jakob Buch-Jepsen.

På grund af lukkede døre i retten ønsker han ikke at gå i detaljer med anklagemyndighedens beviser.

- Men dommeren har anført, at der på baggrund af blandt andet teleoplysninger og vidneafhøringer er påvist et sådant materiale, at der foreligger en begrundet mistanke, siger han.

For en af mændenes vedkommende var begrundelsen for varetægtsfængslingen, at han var blevet anholdt med krudtpartikler på sig dagen efter drabene.

- Jeg vil ikke gå i detaljer med det, men han har været anholdt kortvarigt kort tid efter drabet, hvor vi fik lavet en krudtpartikeltest, hvor vi har konstateret nogle belastende krudtpartikler på hænder og hoved, siger Jakob Buch-Jepsen.

Han ønsker ikke at kommentere, om det er krudtpartikler, der stammer fra et af drabsvåbnene.

De seks mænd blev tirsdag fængslet i 23 dage frem til 12. maj. De første 13 dage skal de tilbringe i isolation.

I sidste uge blev to mænd på 29 og 55 år fængslet i sagen. De er sigtet for at have solgt et af de våben, der blev brugt ved drabene, og er ligeledes fængslet frem til samme dato.

Men allerede i januar foretog politiet i forbindelse med efterforskningen af drabssagen en lang række anholdelser i personkredsen omkring de tre dræbte.

Der er rejst tiltale mod 16 personer fra deres bekendtskabskreds for overtrædelser af straffelovens våbenparagraf i perioden fra drabet 11. november og indtil anholdelserne 6. januar, oplyser anklageren.

I gruppen er der blandt andet fundet fire forskellige skydevåben, som politiet har beslaglagt.

Sagen mod mændene fra de dræbtes bekendtskabskreds indledes i retten 15. september. Der ventes dom i november.

/ritzau/