Anklager om Forumknivstikkeri: Det er et klassisk drab

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Inden han trak en kniv, bad en 20-årige drabstiltalte sit 18-årige offer, Taher Ben Tarek Saadaoui, komme med uden for Niels Brock handelsgymnasium på Frederiksberg,

Det viser ifølge senioranklager Jakob Buch-Jepsen, at det knivstikkeri, som sidste år kostede Saadaoui livet, var planlagt.

- Hvorfor kan de ikke blive inde på skolen og tale? Jo, der var kameraer indenfor, og ikke udenfor, og det havde (navnet på tiltalte, red.) fuldstændig styr på, siger anklageren mandag i Retten på Frederiksberg, hvor den 20-årige er tiltalt for drab.

Den 20-årige har erkendt, at han førte kniven, som i september sidste år dræbte Taher Ben Tarek Saadaoui, men nægter at det var hensigten at slå offeret ihjel.

Allerede om morgenen, inden han selv tog i skole, tog den tiltalte en kniv med i tasken. På vej hen til Niels Brock skaffede han sig en handske, som han tog på den hånd, som han holdt kniven i.

- Kniven, handsken og kameraet viser tydeligt, at knivstikkeriet var planlagt, siger anklageren, der mener, at planlægningen tyder på, at hensigten var at dræbe.

- Jeg kan ikke se, at der kan være nogen tvivl om, at det er et klassisk drab lige efter bogen, siger han.

Den tiltalte har forklaret, at han tog kniven med for at kunne forsvare sig mod den 18-årige, som han opsøgte, fordi han mente, at han havde lagt an på hans kæreste.

Handsken tog han på, fordi han ikke ville ridse sine knoer, hvis det kom til slåskamp, og han har gentagende gange påstået, at han troede, at der rent faktisk var kameraer uden for skolen. Anklageren påstår dog, at det kun er et forsøg på at virke uskyldig.

Ifølge den tiltalte slog det klik for ham under diskussionen, hvorefter han stak med et enkelt knivstik, der gik gennem leveren og legemspulsåren. Det lykkedes ikke for lægerne på Rigshospitalet at redde den 18-åriges liv.

Forsvarer Jane Ranum mener, at den tiltalte skal dømmes for vold med døden til følge.

Retten på Frederiksberg afsiger kendelse om skyld fredag morgen.

/ritzau/