Anklager om pædofil: Han udgør kæmpe risiko for børn

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

Retten i Nykøbing Falster tager tirsdag stilling til, om en 35-årig mand skal idømmes forvaring for voldtægt eller blufærdighedskrænkelse af seks børn

Den yngste var en dreng, der på gerningstidspunktet var fire år.

Den tiltalte har filmet overgrebene og delt dem med andre pædofile på nettet.

- Sådan nogle mennesker kan vi ikke have gående. Det er alt for farligt, siger anklager Anne Marie Fink i retten.

Manden er ved varetægtsfængslingen blevet mentalundersøgt, hvor Retslægerådet anbefaler en forvaringsdom.

En forvaringsdom er tidsubegrænset fængsel og den strengeste straf i Danmark. Den gives kun til de farligste kriminelle, som vurderes at udgøre en særlig risiko for andre.

- Vi nedlægger ikke påstand om forvaring til højre og venstre. Det sker ikke så tit. Det er ikke så tit, vi ser en sag af den her karakter. Men han udgør en kæmpe risiko for børn, siger Anne Marie Fink.

Manden er fem gange tidligere blevet dømt for blufærdighedskrænkelse af små børn. Første gang var han selv bare 17 år.

Her er han blevet idømt betingede domme og psykiatrisk behandling, men nu mener anklageren, at hammeren for alvor må falde for den 35-årige.

Især fordi overgrebene er eskaleret fra blufærdighedskrænkelse til voldtægt.

- Han har uden nogen form for empati misbrugt en række børn. Det er svært at finde ord for de her overgreb. Det er eskaleret fra kys og beføling til fuldbyrdede anale samlejer, siger Anne Marie Fink.

Det er særligt en syv-årig dreng, som ifølge anklageskriftet har været offer for mandens kriminelle overgreb. Han er i dag så traumatiseret, at han ikke længere kan bo hjemme.

Forældrene til børnene var den tiltaltes venner. Han tilbød at tage børnene med i Lalandia og passe dem i weekenderne. Det var her og i mandens hjem i Nykøbing Falster, at overgrebene fandt sted.

Manden erkender langt de fleste forhold, da de er dokumenteret på film. Men han kræver via sin forsvarer en fængselsstraf på mellem otte og ti år frem for en forvaringsdom.

/ritzau/