Anklager om politidom for sladder: Det er trist

Skrevet af admin

15/01/2014

Dagens topnyheder

En 32-årig politimand skal 40 dage i fængsel for at have afsløret fortrolige detaljer om en efterforskning til sin tatovør. Det slår Østre Landsret fast onsdag.

Og selv om anklager Lasse Biehl glæder sig over at få betjenten fra Nordsjælland dømt i sagen, beskriver han det alligevel som en ærgerlig situation.

- Jeg er tilfreds med, at dommerne har fulgt vores påstand og idømt ham ubetinget fængsel, men det er trist, at en politimand nu må sige farvel til korpset og sit job, siger han.

Politimanden er dømt for at have talt over sig på en særlig grov måde under "særligt skærpende omstændigheder," da betjenten tilsyneladende plaprede løs i telefonen til den mand, der havde tatoveret ham få dage forinden.

Det var på grund af en telefonaflytning, at andre politifolk opdagede kontakten mellem betjenten og en tatovør.

Episoden fandt sted i november 2012, da den dømte i telefonen fortalte tatovøren, at politiet efterforskede mod to navngivne mænd, og politimanden advarede derfor sin samtalepartner mod at låne sin bil ud til de to mænd.

- Dommen understreger, at man skal være meget forsigtig med, hvilke oplysninger man giver videre til hvem. Hvis man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, bliver man straffet for det. Det ser vi i dag, siger Lasse Biehl.

De to mænd, der blev efterforsket, har begge relationer til rockergruppen Bandidos og var mistænkt for et butikstyveri. Ingen af dem havde kørekort, men var blevet filmet bag rattet i en varevogn.

Fængselsstraffen er derfor uforståelig ifølge forsvarer Torben Koch. Han mener, at der kun har været tale om, at den dømte gav et godt råd videre.

- Jeg forstår ikke dommen. Der er ikke blevet videregivet fortrolige oplysninger, men blot et venskabeligt råd. Det juridiske belæg mangler, og derfor stiller jeg mig uforstående over for udfaldet, siger han.

Ud over at have røbet efterforskningen er den 32-årige dømt for at have slået en privat person op i politiets systemer uden saglig grund.

På grund af sagen er betjenten suspenderet fra tjenesten. Han har siden fundet nyt arbejde som ejendomsmægler.

/ritzau/