Anklager opgiver anke af voldtægtssag efter fejl

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

Anklagemyndigheden opgiver at anke en meget omtalt frifindelse i voldtægtssag fra Næstved til landsretten. Der var en fejl i anklageskriftet.

Beslutningen betyder, at frifindelsen af en 19-årig mand står fast. Påstanden var, at han havde voldtaget en pige på 14 år.

4. maj blev manden frifundet af Retten i Næstved, hvilket blandt andet skyldes den måde, som anklageskriftet var formuleret på.

I tiltalen hed det, at manden havde udnyttet, at pigen var meget beruset. Hun var altså ude af stand til at gøre modstand.

Men anklagemyndigheden havde ikke påstået, at manden tvang sig til samleje ved vold eller trussel om vold.

Sådan som tiltalen var rejst, kunne manden ikke dømmes, konkluderede retten.

- Vi mener ikke, at der er udsigt til at få et andet resultat i landsretten, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas om baggrunden for, at frifindelsen ikke ankes.

- Der er ikke grund til tro, at vi kan berigtige anklageskriftet, siger statsadvokaten.

- Det er meget utilfredsstillende for alle parter, at sagen ikke kan blive vurderet igen. Det er beklageligt, siger Lise-Lotte Nilas.

/ritzau/