Anklager: Opklaring er urealistisk uden Aller-materiale

Skrevet af admin

18/12/2014

Dagens topnyheder

Hvis ikke politiet får adgang til beslaglagte computere og telefoner hos Aller Media, så er det urealistisk at opklare den del af Se og Hør-sagen, som handler om eventuelle brud på tavshedspligten for offentligt ansatte.

Det vurderer statsadvokat Mohammad Ahsan i sin afsluttende procedure torsdag i Højesteret, som skal afgøre striden mellem hensynet til politiets efterforskning kontra mediernes kildebeskyttelse.

- Hvis man ikke må søge i det beslaglagte materiale, så må man forlade sig på afhøringer, og der er mange ubesvarede spørgsmål. Det er urealistisk at finde de ansvarlige ud fra afhøringerne, sagde Mohammad Ahsan.

- Hensynet til mediernes arbejdsvilkår og kildebeskyttelse kan ikke sættes over hensynet til opklaringen, da forbrydelsen er alvorlig krænkelse af personers privatliv, lyder det i proceduren.

Selve forbrydelsen består ifølge anklagemyndigheden i, at mediet har tilskyndet den såkaldte tys-tys-kilde, offentligt ansatte og en ansat i et flyselskab til uberettiget at udlevere fortrolige oplysninger.

Anklagemyndigheden mener, at det er en skærpende omstændighed, at tys-tys-kilden, der har erkendt at give ugebladet oplysninger om kendtes brug af kreditkort, havde et "systematisk og organiseret" samarbejde med Se og Hør.

Politiet og Aller Media strides i Højesteret ikke om selve beskyldningerne om forbrydelser, men derimod om politiets ret til at kigge beslaglagte computere, telefoner og andet materiale igennem for at bevise en eventuel forbrydelse.

Politiet ønsker at bruge søgeord som for eksempel "politi", "kilde" og "sygeplejerske" for at se, om offentligt ansatte har givet ugebladet fortrolige oplysninger mod betaling.

Aller Medias advokat i Højesteret, Martin Dahl Pedersen, har tilbudt politiet hjælp med at opklare forholdet med tys-tys-kilden, men har modsat argumenteret med mediernes kildebeskyttelse for at undgå søgninger i de beslaglagte computere.

Tys-tys-kilden, syv ansatte eller tidligere ansatte fra Aller samt selskabet er blevet sigtet i sagen.

Højesteret træffer afgørelse 8. januar, om der må kigges i det beslaglagte materiale, hvem der eventuelt må gøre det og hvordan.

/ritzau/