Anklager: Par på Langeland blev skudt på klos hold

Skrevet af admin

18/04/2016

Dagens topnyheder

En 25-årig mand, som er sigtet for at have dræbt sin ekskæreste og dennes samlever søndag aften på Langeland, er blevet varetægtsfængslet frem til 9. maj efter et grundlovsforhør i Retten i Svendborg.

Det skriver Ekstra Bladet, som er til stede i retten.

Dommeren mener, at der er begrundet mistanke om, at manden er skyldig. Derudover skal politiet skal have lov til at efterforske sagen uden at blive påvirket af den sigtede.

Der skal desuden udarbejdes en mentalundersøgelse af manden.

Under grundlovsforhøret gennemgik anklageren i sagen ifølge Ekstra Bladet de spor, som var blevet fundet på gerningsstedet.

Ifølge redegørelsen blev skuddene afgivet med få centimeters afstand, måske med berøring fra geværmundingen.

Den 35-årige mand var blevet skudt i ansigtet, mens kvinden, som var gravid, angiveligt var blevet skudt i hoved og mave.

De lå fem til syv meter fra hinanden, og skaderne var voldsomme, lød det ifølge Ekstra Bladet fra anklageren.

Politiet har tidligere fortalt, at den 25-årige var kommet til adressen på Langeland for at aflevere sin femårige datter, som han havde sammen med sin ekskæreste. Under afleveringen opstod der tumult.

Datteren sad i bilen under hele episoden.

Ifølge Ekstra Bladet ville den sigtede ikke udtale sig under retsmødet mandag. I stedet for læste anklageren i sagen den forklaring op, som den 25-årige havde afgivet til betjente få timer efter drabet.

Ifølge den sigtedes forklaring blev ekskæresten ikke skudt inde i bilen, men måske nåede hun lige at hilse på datteren.

Til politiet har den 25-årige desuden forklaret, at han og barnets mor har haft forældremyndigheden oppe i Statsforvaltningen. Den 25-årige følte sig angiveligt ydmyget og chikaneret af morens nye kæreste, skriver Fyens.dk.

Ifølge politiet erkender den sigtede at have skudt, men kan ikke huske de nærmere detaljer om drabene.

/ritzau/