Anklager pønser på nye sigtelser mod sygeplejerske

Skrevet af admin

05/01/2016

Mest læste i dag

En opsigtsvækkende sag om en sygeplejerskes påståede drab på patienter i Nykøbing Falster kan muligvis tage endnu en dramatisk drejning.

Den 31-årige kvinde er allerede sigtet for fire drab og et drabsforsøg, men i starten af det nye år ser efterforskerne nærmere på endnu et drab og et drabsforsøg, siger anklager Michael Boolsen.

Allerede inden jul fortalte anklageren, at man efterforskede en patients død. En vævsprøve skulle afklare, om manden var blevet overmedicineret.

Det ville i så falde rette mistanke mod den drabssigtede sygeplejerske, der plejede manden frem til hans død i 2012.

- Jeg kan oplyse, at vi har fået prøven tilbage, siger Michael Boolsen til Ritzau.

Resultatet af prøven ønsker han dog ikke at røbe, da en sådan oplysning efter hans mening bør præsenteres i retten og ikke i pressen.

Af den grund var et planlagt retsmøde tirsdag eftermiddag en kærkommen lejlighed. Men den drabssigtede sygeplejerske er frivilligt gået med til at lade sin varetægtsfængsling forlænge frem til 2. februar.

Dermed forbliver oplysningerne om endnu et muligt drabsforsøg også få.

- Men jeg kan oplyse, at der er fundet spor af Zopiklon i håret på en 85-årig mandlig patient, der var indlagt på sygehuset i Nykøbing Falster i januar 2015, siger Michael Boolsen.

- Det efterforsker vi som et muligt drabsforsøg, tilføjer anklageren.

Det kraftige og afhængighedsskabende sovemiddel Zopiklon er ikke ukendt i sagen mod sygeplejersken. Således er kvinden allerede sigtet for at have udsat sin syvårige datter for fare ved at give hende netop det stof.

Den 31-årige kvinde blev anholdt for over 10 måneder siden efter en nattevagt på det lokale sygehus. Her var tre patienter døde, og en fjerde måtte genoplives.

Hun nægter sig skyldig i alle anklager, men en række dommere i både by- og landsret har måned efter måned vurderet, at beviserne rækker til en fængsling.

Anklagemyndigheden mener, at forbrydelserne er begået med dødelige cocktails af medicin, som hun har sprøjtet ind i patienternes blodbaner.

/ritzau/