Anklager: Sag om busbombe mod naziborg er tæt på terror

Skrevet af admin

20/02/2015

Dagens topnyheder

Anklageren i sagen om en 56-årig mand, som er tiltalt for at ville køre en bus fyldt med sprængstof ind i en naziborg i Greve, mener, at manden har været tæt på at gøre sig selv til terrorist.

- Vi er tæt på terror. Mange vil spørge sig selv, når de læser denne sag, hvorfor det ikke er terror, siger anklager Thomas Brædder torsdag under sin procedure ved Retten i Roskilde.

Episoden fandt sted natten til 3. maj sidste år. Først kaprede den 56-årige en bus og truede chaufføren til at bakke ind i en naziborg i Greve for at sætte ild på den. Men chaufføren nåede at flygte, inden angrebet kunne blive udført.

- Hvis man tager en bus fyldt med benzin og vil køre den ind i en borg, så lugter det alvorligt af terror. Også at man retter det mod en gruppe, her nazister, peger også på, at der er tale om terror, siger anklageren.

Han forklarer, at man alligevel ikke kan sige, at den 56-årige har forsøgt at gennemføre et terrorangreb.

Manden har nemlig udelukkende villet gennemføre angrebet for at hævne sig på en påsat brand på Frihedsmuseet, som beskadigede store dele af museet 28. april 2013.

Den 56-årige havde stærke følelser for Frihedsmuseet, da hans familie var i modstandsbevægelsen.

- Han har ikke villet påvirke gruppen af nazister i Danmark i øvrigt. Han har ikke villet skade danskerne eller gøre danskerne bange i almindelighed. Det var ikke motivet, siger anklageren.

Derfor er der ikke rejst tiltale for terror.

Anklageren mener, at det er passende, hvis den tiltalte får en anbringelsesdom. Retslægerådet har erklæret, at han har alvorlige psykiske problemer og må menes at have været sindssyg op til eller under gerningstidspunktet.

Den 56-årige siger selv, at han ikke ville sprænge naziborgen i luften. Han ville kun brænde den ned. Men det tror anklageren ikke på.

Manden havde nemlig diesel og 20 kilo kunstgødning med i bussen, hvilket er typiske bombe-ingredienser.

Den tiltalte har sagt i retten, at han først ville have kørt en tankvogn ind i bygningen. Men da eksplosionen ville kunne forvolde skade på andre, lod han være og brugte en almindelig bus i stedet.

- Hvorfor skulle jeg afstå fra at bruge en tankvogn, hvis jeg alligevel ville sprænge bussen? Det giver jo ingen mening, siger den gråhårede middelaldrende mand i retten kort før domsafsigelse fredag.

/ritzau/