Anklager: Sag om menneskehandel prøvede grænser af

Skrevet af admin

23/03/2015

Dagens topnyheder

Anklagemyndigheden ser det ikke som et nederlag, at to sager om påstået menneskehandel i rengøringsbranchen er endt med, at de tiltalte blev frikendt for at have tvunget henholdsvis ni og fire rumænere til at arbejde for sig.

Sådan siger senioranklager Annette Vester, som fortæller, at anklagemyndigheden ikke vil forsøge at få den ene sag for Højesteret, mens man samtidig dropper at anke den anden sag til Østre Landsret.

- Jeg opfatter det slet ikke som et nederlag. Det er vigtigt at prøve grænserne af i forhold til vores regler og finde ud af, hvor meget der skal der til, for at man kan dømmes for menneskehandel, siger hun.

- Jeg mener, at det var relevant at afprøve, hvad der ligger i ordet tvangsarbejde, siger senioranklageren.

Den ene sag kaldet "kældersagen" mod en 34-årig serber blev afgjort i Retten i Helsingør for et år siden. Han skulle have tvunget fire rumænere til at arbejde i rengøringsbranchen og lade dem bo under usle forhold i en kælder i Helsingør i 2011.

Men beviserne holdt ikke vand, mente retten, som manglede en beskrivelse af, hvordan han skulle have rekrutteret og transporteret de fire rumænere.

Den anden sag kaldes "garagesagen", da en far og søn var tiltalt for at bryde paragraffen om menneskehandel i forbindelse med tvangsarbejde, da de skulle have indlogeret ni rumænere i en garage og tvunget dem til at gøre rent i børnehaver og folkeskoler.

De blev i Østre Landsret frikendt for menneskehandel, men dømt for at udnytte rumænerne groft.

Annette Vester siger, at man vælger at lade den principielle sag stoppe her, da landsrettens dom er meget klar.

- Der var ikke en tilstrækkelig grad af tvang og bedrag til, at de kunne dømmes for menneskehandel. Landsretten lægger vægt på, at rumænerne har haft deres id-papirer og mulighed for at rejse, siger senioranklageren.

Blandt andet på grund af dommen i garagesagen vælger anklagemyndigheden ifølge Annette Vester at frafalde anken af kældersagen til landsretten.

/ritzau/