Anklager: Strauss-Kahn skal frifindes for alfonseri

Den franske anklagemyndighed anmoder om, at tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn frifindes i sag om alfonseri, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Hverken den juridiske efterforskning eller retsmøderne har ført til beviser for, at Strauss-Kahn var skyldig i at skaffe prostituerede til de sexfester, som han deltog i, siger statsanklageren Frederic Fevre.

Den 65-årige Strauss-Kahn står anklaget sammen med 13 andre i sagen. Han har hele tiden fastholdt, at han ikke var bekendt med, at kvinderne ved festerne var prostituerede.

Samtidig har han afvist, at han skulle have været med til at organisere sexfesterne, som fandt sted i Paris, Bruxelles og Washington.

Under retssagen har anklageren lagt vægt på, at sms-beskeder fra Strass-Kahn syntes at dokumentere noget andet.

Prostituerede har forklaret, at den tidligere IMF-boss udsatte dem for seksuelt samkvem af en karakter, som de ikke ønskede at være med i.

Prostitution er lovligt i Frankrig, men alfonseri kan straffes med op til 10 års fængsel og bøder i millionklassen.

Retssagen ventes afsluttet i denne uge, men en dom ventes ikke umiddelbart.

Den tre uger lange retssag finder sted i den nordfranske by Lille.

Dominique Strauss-Kahn blev betragtet som en stærk kandidat til at blive fransk præsident - indtil den socialistiske politiker og økonom brat fik afbrudt sin karriere som IMF-chef, da en stuepige på et hotel i New York i 2011 anklagede ham for seksuelle overgreb.

Efter straffesagen mod DSK, som han kaldes i Frankrig, blev opgivet og endte i et civilt søgsmål, kom han igen på anklagebænken i forbindelse med de såkaldte sexparties, hvor han blev tiltalt for "groft rufferi i en organiseret gruppe."

Sagen, der er kendt som "Carlton-affæren", begyndte med efterforskning af en berygtet alfons, som ejer en række bordeller tæt på den franske grænse i Belgien, hvor prostitution og det at eje bordeller er tilladt.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip