Anklager: Tyv gik målrettet efter kinesisk filmstjerne

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

En 33-årig polsk mand gik målrettet efter den kinesiske filmstjerne Tao Lius hotelværelse i København, da han tidligere på måneden stjal smykker, ure og kontanter for cirka fire millioner kroner.

Det vurderer anklager Michael Hansen fra Københavns Politi, som derfor ikke nødvendigvis vil lade sagen behandle som en tilståelsessag.

- Jeg er ikke tilfreds med, at manden erkender, at han er fundet i besiddelse af nogle smykker, siger anklageren til Ritzau.

- Vi har ikke taget stilling til, om sagen skal køres som en domsmandssag eller en tilståelsessag. Det, der gør forskellen, er, om vi kan bevise, at det ikke var tilfældigt, at han brød ind på lige præcis dét værelse.

Ved en tilståelsessag er det ifølge anklageren en dommer, som skal lægge til grund, hvad den tiltalte forklarer. Ved en domsmandssag er det derimod domsmænd, som skal lægge til grund, hvad det er mest sandsynligt, der er sket.

Manden har tidligere fortalt, at det var et tilfælde, at han valgte at bryde ind på netop det værelse på First Hotel Kong Frederik, hvor den kinesiske filmstjerne boede, og hvor hun opbevarede de værdifulde genstande.

Manden blev filmet af overvågningskameraer på hotellet, og derfor lykkedes det for politiet at identificere og senere anholde ham ved færgelejet ved Rødbyhavn på Lolland.

Han er stadig varetægtsfængslet.

Tao Liu, der blandt andet har været med i storfilmen "The Last Concubine", var på besøg i Danmark som led i et reklamefremstød for den danske skofabrikant Ecco.

Hun skrev ifølge TV2 efter tyveriet på det kinesiske sociale medie Weibo, at hun havde været udsat for et tyveri fra sit pengeskab på First Hotel Kong Frederik.

- Pengeskabet i mit værelse og alt indeni blev simpelthen stjålet. Indeni var der smykker og ure til en værdi af fire millioner (yuan, cirka 4,31 millioner danske kroner, red.) og nogle kontanter. Hele pengeskabet blev stjålet. Dette er forfærdeligt.

/ritzau/