Anklager: Under 10 er mistænkt i VW-skandale

Skrevet af admin

16/10/2015

Mest læste i dag

Den tyske anklagemyndighed, der efterforsker bilgiganten Volkswagen (VW) i den store svindelsag, har fundet "flere end to, men langt under 10" personer, der mistænkes for at have stået bag svindlen.

Det siger Klaus Ziehe, der er talsmand for anklagemyndigheden i byen Brunswick.

Målet er at finde frem til, hvem der fandt på at installere den snydesoftware, der fik VW's dieselbiler til at udlede færre partikler og fremstå mere miljøvenlige under test, end de reelt er ved almindelig kørsel på vejene.

I sidste uge sagde Volkswagens amerikanske chef, Michael Horn, at det ikke var selskabets beslutning at anvende softwaren i dieselbilerne, men derimod noget som enkeltpersoner gjorde.

- Det var et par softwareingeniører, som af ukendte årsager havde sat det i, forklarede Horn over for et amerikansk kongresudvalg.

Skandalesagen har fået Volkswagens aktier til at styrtdykke.

Bilkoncernen tilbagekalder 8,5 millioner dieselbiler i Europa. Cirka 91.000 af dem kører rundt på danske veje.

/ritzau/AFP