Anklager vil åbne ny efterforskning af Brasiliens leder

Skrevet af admin

04/05/2016

Dagens topnyheder

Brasiliens chefanklager har bedt landets højeste domstol om at se nærmere på mistanker om, at præsident Dilma Rousseff har forsøgt at spænde ben for efterforskningen af den omfattende Petrobras-korruptionsskandale.

Ifølge chefanklageren, Rodrigo Janot, er der mistanke om, at Rousseff sammen med Brasiliens tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silvah har forsøgt at lægge hindringer i vejen for den dommer, der undersøger skandalen.

En ny efterforskning af Rousseff kan meget vel være afslutningen af hendes politiske liv, i og med at det så vil være første gang, at hun er direkte impliceret i den store skandale.

I forvejen er hun hårdt presset af en anden sag om muligt misbrug af offentlige midler og manipulation med de offentlige budgetter.

Chefanklager Rodrigo Janot har også sigtet hendes forgænger Lula for at have forsøgt at presse den tidligere Petrobras-chef Nestor Cervero til at undlade at samarbejde med myndighederne i efterforskningen.

Det skriver flere brasilianske aviser, men chefanklagerens kontor afviser at bekræfte oplysningen.

Også nogle af Rousseffs ministre, herunder justitsminister José Eduardo Cardozo, er indblandet i sagen og vil være omfattet af efterforskningen.

Den nye efterforskning øger presset yderligere på Rousseff og Lula. Sidstnævnte er anklaget i en anden del af Petrobras-skandalen og risikerer retsforfølgelse.

Petrobras-sagen handler blandt andet om et kartel af entreprenørvirksomheder, som har foretaget hemmelige udbetalinger til det statslige olieselskab Petrobras' direktører for at opnå lukrative kontrakter.

Foruden direktørerne er en række toppolitikere mistænkt i sagen.

Et stort flertal af medlemmerne i underhuset i Brasilien har stemt for, at Rousseff skal stilles for en rigsret i sagen om muligt misbrug af offentlige midler og mulig manipulation med budgetterne. I næste uge ventes overhuset - Senatet - at stemme om spørgsmålet.

Præsidenten betegner anklagerne som et forsøg på et "kup" mod regeringen.

/ritzau/AFP