Anklagere kræver mere end 16 års fængsel i stor narkosag

Den formentlig største danske straffesag om indsmugling og salg af hård narkotika kommer for retten til foråret.

Anklageskriftet i sagen mod otte mænd drejer sig om i alt 650 kilo amfetamin og kokain. Den bygger på efterforskning foretaget af politiets specialgruppe Task Force Øst.

Narkotikaen skal være indsmuglet i biler, som ifølge politiet var specialindrettet til formålet.

Der blev foretaget såkaldt konstruktive ændringer af biler af mærket Citroën C4, så stoffet var særdeles godt skjult, hævdes det.

De tiltalte nægter sig skyldige.

Strafferammen er 16 år, men de risikerer en endnu længere straf, hvis de bliver dømt.

Helt usædvanligt ønsker anklagerne at bruge en særlig bestemmelse i straffeloven, som drejer sig om at overskride strafferammen.

- På grund af sagens grove og systematiske karakter er det anklagemyndighedens opfattelse, at bestemmelsen bør finde anvendelse i sagen her, siger den ene af anklagerne, Alexander Fält Dzougov, til Ritzau.

I en stribe tilfælde skal nogle af mændene have kørt amfetamin fra Holland til Flensborg.

Her mødtes smuglerne - ifølge anklagemyndighedens påstand - med en mand, der var kørende i en VW Touran. Hans opgave var at følge smuglerbilerne sikkert over grænsen.

Portioner af for eksempel 24 eller 39 kilo amfetamin blev kørt til blandt andet Frederiksberg, og senere blev narkoen blandet op til den dobbelte mængde med henblik på videresalg, hævdes det.

De første anholdelser skete i april sidste år, og politiet gik i aktion på Frederiksberg, i Humlebæk, i Ishøj og andre steder. Mændene er i alderen fra 24 til 43 år.

I en garage i Gentofte afslørede betjentene blandt andet to kilo kokain skjult i reservehjulet på en Audi A6 Quattro Allroad, som var stjålet.

Under sagen vil anklagerne præsentere en række forskellige beviser.

- Det bliver så at sige hele pakken, siger Alexander Fält Dzougov.

Der vil blive fremlagt store mængder af teleoplysninger, der vil blive afspillet aflytninger af rum og telefoner, ligesom der vil være vidneforklaringer.

Sagen behandles af Retten på Frederiksberg i april, maj og juni.

/ritzau/

 

Dagens Gossip