Anklaget kineser troede forfalskede 20-kroner var ægte

Skrevet af admin

27/11/2014

Dagens topnyheder

En 31-årig kineser troede, at danske 20-kroner til en samlet værdi af over 75.000 kroner var ægte og var fundet i skrot som biler og vaskemaskiner, der er kommet til Kina fra udenlandske skrothandlere.

Det har den kinesiske mand forklaret i Københavns Byret, hvor han torsdag sidder på anklagebænken, tiltalt for at forsøge at veksle forfalskede mønter til en værdi af 75.660 kroner i Danmarks Nationalbank 30. juli i år.

Kineseren er også anklaget for at have taget forfalskede mønter med til et vekselbureau kort efter. Her vekslede han ifølge politiet 12.997 forfalskede kroner til amerikanske dollar.

Han har angiveligt også været forbi Hotel Copenhagen Strand, hvor han forsøgte at betale med 34 falske 20-kroner i hotellets reception. Det lykkedes dog ikke, fordi hotellet ikke ville tage imod mønterne, da de havde underlige ridser og så forkerte ud.

7. november fortalte den tiltalte i retten, at han ejer en juvelerforretning i Kina. I en kinesisk internetannonce havde han skrevet, at han gerne ville købe mønter, hvorefter han blev kontaktet af flere sælgere.

Den 31-årige kineser regnede med, at mændene arbejdede med mønter og forstod, at de kom fra udenlandsk skrot.

Den tiltalte har givet omkring 30 eller 40.000 yuan for mønterne, som har en normalværdi af omkring 90.000 yuan. Mønterne kan ikke veksles i Kina, og derfor gav han kun en tredjedel af deres værdi for dem, forklarede han.

Anklager Stefan Møller Jørgensen har taget alle de angiveligt forfalskede mønter med i retssalen, hvor de ligger i omkring 15 gennemsigtige plastikposer. Mange af mønterne er rustne og har små fejl i metallet samt skæve bogstaver.

Den tiltalte kineser, som bliver stillet spørgsmål af anklageren igennem en tolk, har sagt i retten, at han mener, mønterne godt kunne blive lidt skæve af at blive varmebehandlet sammen med skrot.

Anklagemyndigheden anbefaler en ubetinget fængselsstraf til kineseren.

Ifølge politiet er der sket en stigning i sager om udenlandske pengefalsknere.

I september blev en britisk mand og en kvindelig kineser varetægtsfængslet for at være i besiddelse af falske mønter til en samlet værdi af mindst 280.000 kroner, som de også forsøgte at veksle i Nationalbanken i København.

/ritzau/