Anklaget for millionsvindel forsinker sag i månedsvis

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

En stor straffesag om bedragerier for cirka 80 millioner kroner er kørt ud på et sidespor i Københavns Byret.

Egentlig skulle sagen være begyndt i januar, men endnu er den ikke kommet i gang. Årsagen er en sygemelding, som anklagemyndigheden har rejst tvivl om.

Sagen drejer sig om svindel med leasede maskiner i blandt andet firmaet FH Byg ApS, som er blevet kaldt entreprenørbranchens svar på IT Factory.

Foreløbigt er forsinkelsen oppe på 10 måneder, og et retsmøde tirsdag tyder på, at der skal lægges yderligere ni måneder oveni.

Fem mænd fra Nord-, Midt- og Vestsjælland er tiltalt. De fire var mødt op til tirsdagens retsmøde, men igen var de gået forgæves.

Den femte, den formodede hovedmand, er for syg til at deltage, lyder budskabet også i den seneste erklæring fra en speciallæge i psykiatri.

Men erklæringen duer ikke. Den er mangelfuld på flere punkter, fastslår en kendelse, som byretten har afsagt tirsdag.

- Vi beder om en supplerende erklæring, som opfylder de almindelige krav til dokumentation for, at den tiltalte ikke vil kunne møde i retten, siger dommer Michael Toftager.

For eksempel fremgår det ikke, om speciallægen har nøjedes med at tale i telefon med den tiltalte, før han konkluderede, at der vil gå endnu mindst seks måneder, før han kan være klar.

Anklagemyndigheden tvivler på sygemeldingen. En overgang blev politifolk derfor sat til at holde øje med hans færden.

- Min klient føler sig chikaneret og overvåget af politiet, siger advokat Michael Bjørn Hansen og ønsker garanti for, at politiet holder sig væk.

Hidtil har den tiltalte haft såkaldt lovligt forfald, og dommerne har afvist at afsige kendelse om anholdelse. Senioranklager Flemming Petersen ærgrer sig over forløbet.

- Det er yderst problematisk. Det er uhensigtsmæssigt, at én ud af fem tiltalte kan forsinke sagen så meget.

- Der burde være et råderum for alternative fremgangsmåder. For eksempel kunne der jo være en læge til stede i retten og tilse ham, siger Flemming Petersen.

Den sygemeldte, der har nægtet at lade sig afhøre, er tiltalt for bedragerier med leasede gravemaskiner, betonknusere og andet materiel især i 2007 og 2008.

Desuden anklages han for grov afpresning.

Sammen med en Bandidos-rocker skal han gennem mere end fire år have truet en mand med tæsk og med at stikke ham ned. Offeret betalte i alt mellem fire og fem millioner, hævdes det i anklageskriftet.

Sagen er så omfattende, at byretten efter planen skal bruge 60 retsdage.

Foreløbigt skal retten vurdere den nye lægeerklæring midt i november.

/ritzau/