Anne Sofie Hjort skifter Ringkøbing ud med Team Tvis Holstebro

20-årige Anne Sofie Hjort, der i 2012 debuterede på det danske A-landshold, spiller i de kommende to sæsoner i Team Tvis Holstebro efter tre sæsoner i Ringkøbing Håndbold.

Team Tvis Holstebro’s cheftræner Niels Agesen er yderst tilfreds med at have sikret sig backtalentet.

- Anne Sofie er trods sine blot 20 år særdeles moden i sit spil, og det gælder i begge ender af banen. Hun er en høj, skudstærk spiller, der også kan dække i midterforsvaret. Hun har et kæmpe potentiale, og vi tror, at vi kan løfte hende op på et endnu højre niveau. Det er klart, at hun skal vænne sig til vores måde at spille på, men hun er en både klog og lærenem spiller, så det bliver ikke noget problem, fastslår Niels Agesen.

Anne Sofie Hjort har scoret 133 mål i 1. division. Hun glæder sig til at rykke fra Ringkøbing og toppen af 1. division og til Holstebro og toppen af ligaen.

- Efter tre gode år i Ringkøbing er det tid til at prøve noget nyt. For at udvikle mig yderligere, skal jeg op på et højre niveau rent håndboldmæssigt, og det kan ske i Team Tvis Holstebro, hvor man har et fremragende træningsmiljø og så mange gode spillere, siger Anne Sofie Hjort.

Team Tvis Holstebro har også skrevet kontrakt med en anden venstreback, nemlig norske Ida Alstad, og Anne Sofie Hjort ser frem til at arbejde sammen med Alstad.

Dagens Gossip