Annette Vilhelmsen genopstiller til Folketinget

Trods den seneste tids turbulens i SF er partiets afgående formand, Annette Vilhelmsen, ikke færdig med politik.

Ifølge TV2/Fyn har hun i sinde at genopstille som folketingskandidat for SF på Fyn.

- Min lyst til politik er usvækket. Jeg har gode erfaringer, og der et stadig meget, jeg gerne vil opnå, siger Annette Vilhelmsen til tv-stationen.

Ved valget i 2011 fik det daværende byrådsmedlem fra Kerteminde 2426 personlige stemmer Fyn og sikrede dermed SF sit andet mandat på øen efter den erfarne Anne Baastrup, som høstede 5011 personlige stemmer.

Siden valgte de fynske SF'ere hende som spidskandidat i Fyns Storkreds.

Om hun bliver spidskandidat igen, skal vise sig, når de fynske SF'ere i august og september stemmer om, hvordan partiets liste skal se ud. Det gør de ifølge partiets regler hvert andet år.

Det vil sige, at skulle der komme et valg inden september, er Annette Vilhelmsen stadig spidskandidat, men det kan medlemmerne altså ændre på.

TV 2/FYN har talt med flere fremtrædende SF'ere. Kun Kurt Mulvad, som er formand for SF i Middelfart, bakker fuldt op om Annette Vilhelmsen som spidskandidat.

Formand i Assens Hans Glæsel og Kasper Westh i Odense mener begge, at det er for tidligt at udtale sig om.

De vil vente og se, hvordan tingene udvikler sig efter den turbulente periode, partiet endnu befinder sig i.

Efter godt og vel et år i Folketinget afløste Annette Vilhelmsen i efteråret 2012 Villy Søvndal som SF's formand efter en urafstemning, hvor hun overraskende slog den daværende SF'er og sundhedsminister Astrid Krag.

Efter 15 måneder på posten bebudede hun i sidste uge sin afgang, samtidig med at hun trak SF ud af regeringen som følge af voldsom intern uenighed om salget af dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV