Annika Langvad vinder VM-guld i mountainbike

Skrevet af admin

02/07/2016

Mest læste i dag

Den danske mountainbikerytter Annika Langvad har fået en forrygende optakt til de olympiske lege i Rio de Janeiro i august.

Lørdag vandt danskeren nemlig VM-guld på den olympiske distance og kan fremover iføre sig den traditionsrige, regnbuefarvede verdensmestertrøje.

Med armene væk fra styret kunne hun i stor glæde passere målstregen først i tjekkiske Nove Mesto.

Det er fjerde gang i karrieren, hun står øverst på et VM-podium. Langvad vandt også VM-guld i 2011, 2012 og 2014, men dengang var det på maratondistancen.

Blot få minutter efter lørdagens triumf modtog Langvad en hilsen fra Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, på det sociale medie Twitter.

- Tillykke til Annika Langvad med verdensmesterskabet. Flot, flot! Og så på Tour De Frances startdag. Så er det sommer og cykling!, skriver statsministeren.

Den 32-årige dansker var allerede udtaget til OL i Rio inden VM. Ved OL i London for fire år siden var hun forhindret i at deltage på grund af skader.

Amerikaneren Lea Davison og canadieren Emily Batty blev henholdsvis nummer to og tre i lørdagens VM-løb.

/ritzau/