Anonymt brev angriber Venstre i skattesag

Skattesagen har igen fået potentiale til at detonere på Christiansborg, skriver Berlingske.

Mandag meddelte Skattesagskommissionen, at de ellers planlagte afhøringer i denne uge er aflyst på grund af nye informationer i skattesagen. Det viser sig, at kommissionen har modtaget et anonymt brev, som sår tvivl om Venstrefolkenes forklaringer i Skattesagskommissionen.

Afsenderen mener ifølge Berlingske at kunne godtgøre, at politikere fra Venstre har løjet for kommissionen, når de hævder, at partiet ikke interesserede sig for eller forsøgte at påvirke udfaldet af Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag i sommeren 2010. Brevet er godt to sider langt, nævner ikke direkte navne på Venstre-politikere og indeholder ikke i sig selv håndfast dokumentation for påstandene om Venstres rolle i Thornings sag, erfarer Berlingske.

Men brevet beskrives som specielt og efterlader nogle spor, så det formentligt ikke er umuligt at finde frem til afsenderen. Det er særligt interessant, hvordan kilden er kommet i besiddelse af oplysningerne om Venstre, altså hvilken adgang kilden har haft til informationerne, erfarer Berlingske. Intet tyder på, at kilden selv er fra Venstre.

Skattesagskommissionen overbringer i dag brevet til Københavns Politi, som i forvejen efterforsker, hvem der lækkede Thorning og ægtefællen Stephen Kinnocks private skatteafgørelse til dagbladet BT op til folketingsvalget 2011. Politiet skal i første omgang forsøge at finde frem til afsenderen.

Centrale kilder i skattesagen har fortalt Berlingske, at dette brev kan få afgørende betydning for Skattesagskommissionens videre forløb. Det afhænger naturligvis af, hvorvidt det overhovedet lykkes at opspore den anonyme kilde.

Københavns Politi bekræfter over for Berlingske, at ordensmagten har modtaget det omtalte brev i dag.

Af Venstre-folk har Troels Lund Poulsen (V), Peter Christensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V) vidnet i kommissionen. Alle har afvist at have påvirket Thornings sag.

Det er ikke første gang, at udefrakommende ønsker at påvirke eller hjælpe kommissionen. Efter sommerferien oplyste kommissionsformand Lars E. Andersen, at kommissionen ligeledes havde modtaget et anonymt tip via brev. Det er ikke det samme brev, som nu får kommissionen til at udsætte sidste afhøringsrunde.

Mandag eftermiddag skrev kommissionen rundt til alle bisiddere og orienterede om, at kommissionen havde besluttet at udskyde de planlagte to afhøringsdage i denne uge af henholdsvis aftrådte departementschefsekretær Helle Bergenfelt, tidligere produktionsdirektør Steffen Normann Hansen, tidligere spindoktor Peter Arnfeldt, daværende departementschef Peter Loft og forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen. De fire sidstnævnte tilhører skattesagens absolutte hovedpersoner. Kommissionen oplyste, at den havde fået nye oplysninger, som bisidderne ville blive orienteret nærmere om tirsdagdag, og anmodede i øvrigt advokaterne om at orientere deres klienter om udsættelsen.

Kommissionen har i alt afhørt 44 vidner og forventer at afgive beretning i foråret 2014. Kommissionen har afdækket, at Skatteministeriets top personificeret ved Peter Loft og Troels Lund Poulsen havde stor interesse for Thornings skattesag, selv om afgørelsen suverænt skulle træffes af Skat København. Kommissionen har også sandsynliggjort, at både Peter Loft og tidligere direktør i Skat København, Erling Andersen, gav misvisende informationer til Folketingets Ombudsmand ved at nedtone, hvor tæt ministeriet havde været på Thornings sag. Kommissionen har ikke afdækket væsentlige nye spor om lækagen til BT, men politiet sagde for blot to uger siden til Berlingske, at især Lund Poulsen, Loft og Arnfeldt er i kikkerten. Kun Arnfeldt er sigtet.

Dagens Gossip

Dagens TV