Ansat hos dansk institut smides ud af Rusland

Skrevet af admin

21/05/2015

Dagens topnyheder

En tysk mand, der arbejder for Dansk Institut mod Tortur, Dignity, vil blive udvist af Rusland, oplyser hans forsvarsadvokat til det russiske nyhedsbureau Tass.

Årsagen er, at manden skulle have forbrudt sig mod Ruslands migrationslove.

Advokaten Petr Sajkin oplyser, at tyskeren også er blevet idømt en bøde på 2000 rubler (270 kroner) i sagen.

Tass skriver, at yderligere to ansatte hos Dignity torsdag skal for retten. Nyhedsbureauet oplyser ikke, hvilken nationalitet de personer har.

De skulle angiveligt være blevet inviteret af den russiske organisation Komité mod Tortur, der ifølge Tass "træner" menneskerettighedsaktivister i storbyen Nisnij Novgorod.

Ruslands justitsministerium satte i januar komitéen på en liste over ngo'er, der kædes sammen med udenlandsk agentvirksomhed. Den beslutning har organisationen valgt at tage til domstolene.

Dignity beskriver sig selv som et menneskerettighedsinstitut, der arbejder for at bekæmpe tortur og organiseret vold samt lindre følgerne deraf.

/ritzau/Tass