Ansat i dagtilbud i Aarhus sigtet for krænkelse af barn

I Aarhus er en ansat i en daginstitution blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse over for et barn, oplyser Aarhus Kommune.

Det er Østjyllands Politi, der nu har valgt at sigte medarbejdere fra et dagtilbud i den nordlige del af Aarhus, og det sker efter at man har videoafhørt det pågældende barn.

Forældrene havde henvendt sig til Børn og Unge med mistanke om overgrebet, og den nu sigtede medarbejder er også blevet afhørt i sagen.

Den pågældende medarbejder har siden mistanken blev kendt, været fritaget for tjeneste og har siden ikke været i institutionen.

Medarbejderen har ikke tidligere været ansat i andre institutioner i Aarhus Kommune.

Forældre og øvrige medarbejdere i den pågældende institution er orienteret om anmeldelsen, og i den kommende tid vil der være ekstra opmærksomhed på institutionen, fortæller børn- og ungechef Ole Kiil Jakobsen.

- Politiet har vurderet sagen og sigtet den pågældende medarbejder. Vores opgave er at sikre en tryg hverdag for børn og voksne i alle vores institutioner, og i den kommende tid gælder det naturligvis i særlig grad i den pågældende institution, siger Ole Kiil Jakobsen.

Dagens Gossip