Ansatte er bange for at starte egen virksomhed

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

Usikkerheden på jobmarkedet får mange til at holde fast på deres tilværelse som lønmodtagere i stedet for at kaste sig ud i drømmen om at blive iværksætter.

Det viser en ny undersøgelse fra statistikhuset eStatistik, skriver Jyllands-Posten.

Fortsætter tendensen, kan det med tiden komme til at koste landet mange tusinde job, fordi der bliver færre vækstvirksomheder, lyder advarslen fra eksperter.

Antallet af lønmodtagere, der vælger at etablere egen virksomhed, er styrtdykket de seneste år. I 2008 kom 13.004 af de i alt 19.140 nye iværksættere fra lønmodtagernes rækker.

I 2011 var kun omtrent 9000 af årets 16.740 iværksættere lønmodtagere. Derimod valgte flere ledere, ledige og folk helt uden for arbejdsstyrken at tage springet, viser analysen.

- I Danmark er det en længere mental rejse at tænke sig selv som selvstændig end i mange andre lande.

- Det bliver ikke bedre af, at tiderne generelt er usikre, siger Christian Vintergaard, administrerende direktør i den statsstøttede Fonden for Entreprenørskab, til Jyllands-Posten.

I sidste måned foreslog fagforbundet Akademikerne, at man skal kunne etablere egen virksomhed med dagpenge i ryggen. På den måde håber man at lokke flere lønmodtagere til at blive selvstændige.

I 1990'erne eksisterede en ordning, der gav halv dagpengesats i op til to et halvt år, mens man startede en ny virksomhed.

Region Nordjylland eksperimenterer lige nu med et lignende tiltag. Men der er ikke politisk enighed om, hvad der skal gøres.

/ritzau/