Ansatte i Dong er rystet over massefyringer

Det kommer bag på de ansatte, at energiselskabet Dong Energy skal skære mellem 500 og 600 stillinger væk som led i en stor spareplan.

- Vi er overraskende over det høje tal. Og vi er overraskede over, at det så hurtigt kan gå så galt, siger Jytte Koed Madsen, der er tillidsrepræsentant og næstformand i Dongs koncern-samarbejdsudvalg.

Hun er i dag blevet orienteret om den store spareplan, der skal nedbringe selskabets omkostninger med én milliard kroner årligt.

Endnu ved medarbejderne ikke hvor i landet, afskedigelserne rammer. Dong Energy har godt 5.000 ansatte i Danmark og hovedkvarter i Skærbæk ved Fredericia.

Ifølge Jytte Koed Madsen går medarbejdere og ledelse nu i gang med forhandlinger, der skal afbøde de værste konsekvenser.

- Vi håber på, at vi kan få nedbragt det meget høje tal. Det kan være, at man kan rokere rundt på medarbejdere, og at nogle stillinger nedlægges ved naturlig afgang, men man kommer ikke uden om rigtig mange afskedigelser, siger Jytte Koed Madsen.

De medarbejdere, der skal afskediges, vil få besked sidst i november måned.

- Vi er selvfølgelig kede af det og usikre i forhold til, hvem der nu har arbejde fremover, siger tillidsrepræsentanten og understreger, at hun vil gøre alt, hvad hun kan, for at sikre fyrede kolleger efter- og videreuddannelse.

Besparelserne kommer som følge af en dårlig økonomisk udvikling i Dong Energy. I løbet af årets første ni måneder er resultatet efter skat et underskud på 2,4 milliarder kroner.

Problemerne skyldes blandt andet et europæisk gasmarked, der er præget af overudbud og lav indtjening. Lave CO2-priser og kulpriser har gjort kulfyrede kraftværker mere konkurrencedygtige end gasfyrede.

 

Dagens Gossip