To ansatte i hjemmeplejen truet med pistol i Hellerup

Skrevet af admin

26/04/2016

Mest læste i dag

En mand og en kvinde ansat i Gentofte Kommunes hjemmepleje er mandag aften blevet truet med pistol til at aflevere mobiltelefoner, bilnøgler og andre værdigenstande.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

- Vi har klokken 23.27 modtaget en anmeldelse om et røveri mod to ansatte i hjemmeplejen i Gentofte Kommune, siger vagtchef Ole Hestbæk.

- På gaden på Strandvejen i Hellerup bliver de truet af fire personer med noget, der ligner en pistol. De bliver truet til at udlevere personlige genstande, deres mobiltelefoner og værdier samt et sæt bilnøgler, siger han videre.

Politiet har afhørt ofrene for røveriet og leder nu i området efter gerningsmændene og spor i sagen. Der er dog ikke meget at gå efter, oplyser politiet omkring klokken 01.

- Vi har ikke rigtig signalementer, ud over at det er fire danske, unge drenge i alderen 15-20 år. De er mellem 170 og 190 centimeter høje og bar sort tøj - muligvis læderjakker, siger Ole Hestbæk.

De to personer, der blev udsat for røveriet, er en mand i midten af 40'erne og en kvinde i starten af 60'erne. De har forklaret, at to af gerningsmændene muligvis truede med pistoler.

De fire unge flygtede fra stedet til fods.

- De fik nogle nøgler til en bil, men de løb væk. Der er ikke sikkert, at de ved, hvilken bil nøglerne passer til, siger vagtchefen.

/ritzau/