Ansatte i svensk styrelse mistænkt for salg af opholdstilladelser

En ansat er allerede i politiets varetægt, men ifølge statsanklager Nils-Eric Schultz har man mistanke om, at flere er indblandet.

Det skriver det svenske medie Dagens Nyheter på sin hjemmeside mandag.

»Den igangværende bestikkelsesefterforskning vil vokse. Jeg kommer til at rette blikket mod flere personer i og uden for Migrationsverket,« siger Nils-Eric Schultz til dn.se.

Det er en ansat fra Migrationsverket i Malmø, som allerede er anholdt, mistænkt for grov bestikkelse. En anden person, der er på orlov fra styrelsen, er blevet løsladt, men han er fortsat under mistanke for samme lovovertrædelse.

Ifølge dn.se er en tidligere chef, der ikke længere er tilknyttet Migrationsverket, desuden mistænkt for embedsmisbrug.

Den svenske udlændingestyrelse har nedsat en arbejdsgruppe, der skal forsøge at undersøge anklagerne og opdage eventuelle uregelmæssigheder, fortæller pressemedarbejder i styrelsen, Fredrik Bengtsson.

»Vi vil ikke lægge skjul på, at det sker som konsekvens af korruptionsanklagerne i Malmø. Vores generaldirektør Anders Danielsson ønsker at sætte foden ned,« siger Bengtsson.

For et par uger siden pegede den svenske rigsrevision på risikoen for korruption ved flere svenske myndigheder, og her blev Migrationsverket udpeget som særligt udsat.

Dagens Gossip