Ansatte på bosted opdagede beboers kniv forud for drab

Skrevet af admin

26/03/2016

Dagens topnyheder

Personalet på Center Lindegården blev for et par dage siden opmærksomme på, at den formodede gerningsmand bag drabet på en kvindelig ansat, var i besiddelse af en kniv.

Det oplyser Statsforvaltningen i Københavns Kommune, som driver Center Lindegården.

Kniven var ikke en af bostedets egne, men derimod en kniv som den mandlige beboer havde anskaffet sig udefra. Personalet kontaktede politiet, som forud for drabet ransagede bostedet. Kniven blev dog ikke fundet under ransagningen.

Det er fortsat uklart, hvornår anmeldelsen og ransagningen præcis fandt sted.

Centerchef på Center Lindegården siger til TV 2 News, at det ikke er svært for beboerne på bostedet at anskaffe sig knive.

-Det her er ikke en lukket institution. Der ligger en Fakta lige ved siden af institutionen, hvor man i virkeligheden kan gå op og købe knive og redskaber, siger centerlederen.

- Det er klart, at vi er meget opmærksomme på knive. Har beboerne knive, så overtaler vi dem som regel til at aflevere dem, fordi vi kan ikke leve i et farligt miljø.

Den kvindelige ansatte, en 57-årig social- og sundhedsassistent, blev dræbt af knivstik fredag aften ved 20-tiden.

Ifølge centerchefen var den medarbejderen gået ind i et medicinrum, da hun blev stukket med en kniv bagfra.

Den mandlige beboer blev anholdt kort efter. Han er sigtet for drab og fremstilles i grundlovsforhør lørdag formiddag, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet.

Samtidig med at personalet var bekymret for, at beboeren var i besiddelse af en kniv, var de også opmærksomme på, at han var dybt psykotisk.

- Manden har været meget syg, og vi har kommunikeret omkring, at folk skulle være meget opmærksomme på ham.

- Jeg kan være ked af, at han ikke har været indlagt. Jeg kender ikke de overvejelser, der har været på det tidspunkt. Det er lægerne, der indlægger folk. Vi er ikke læger, vi er pædagoger og sosu-assistenter, siger Birger Jacobsen til TV 2.

Politiet har endnu ikke oplysninger om motivet til knivstikkeriet.

Efter overfaldet blev den sårede kvinde kørt til sygehuset, hvor hun omkring klokken 22.30 blev erklæret for død som følge af det knivstik, der var påført hende med en cirka 23 centimeter lang kniv.

/ritzau/