Ansatte på fransk atomkraftværk hopper på strejkebølgen

Skrevet af admin

25/05/2016

Dagens topnyheder

Ansatte på et atomkraftværk sydøst for Paris har annonceret en strejke fra onsdag aften klokken 21 - det seneste ryk i en længere protestbølge mod den socialistiske regerings politik.

Strejken gælder atomkraftværket i Nogent-sur-Seine. Den er meldt til at vare 24 timer.

Meldingen kommer fra de ansattes fagforening CGT, som oplyser, at medarbejdere på andre værker i Frankrig senere onsdag stemmer om at strejke.

Utilfredsheden retter sig mod den arbejdsmarkedsreform, som den franske regering har kørt igennem underhuset i parlamentet uden afstemning.

Der har været strejker og blokader over hele Frankrig den seneste måned. Flere steder og ved flere lejligheder har det ført til sammenstød mellem demonstranter og politiet med mange sårede til følge.

De seneste dage har ansatte blokeret flere raffinaderier. Det har betydet, at flere tankstationer er løbet tør for benzin og diesel.

/ritzau/Reuters