To ansatte på Serbiens ambassade er bortført i Libyen

Skrevet af admin

08/11/2015

Dagens topnyheder

To ansatte ved Serbiens ambassade i Libyen, en mand og en kvinde, blev tidligt søndag bortført i den nordvestlige kystby Sabratha, da de kørte gennem området i en bilkortege på vej til Tunesien, oplyser regeringen i Beograd.

Den serbiske udenrigsminister, Ivica Dacic, siger, at den serbiske ambassadør var med i kortegen i en separat bil.

- Der blev affyret nogle skud og en libysk statsborger blev såret i benet ifølge de foreløbige oplysninger, siger Dacic til den nationale tv-station RTS.

- Vi har ingen oplysninger om, hvem bortførerne er. Der er ingen, som har taget kontakt til de serbiske myndigheder. Vi følger situationen, siger han.

Ifølge en erklæring fra udenrigsministeriet er de bortførte Sladjana Stankovic, som er pressechef, og Jovica Stepic, der er chauffør.

Sabratha anses for at være en bastion for ekstremister i det lovløse Libyen, som er blevet en magnet for militante radikale grupper, som får våbentræning i jihadist-lejre, hvor de oplæres til at begå terrorangreb i andre lande.

Situationen har været kaotisk i Libyen siden oktober 2011, hvor diktatoren Moammar Gaddaffi blev dræbt.

En alliance af militser, hvor af nogle er islamister, erobret kontrol over hovedstaden Tripoli i august 2014 og indsatte en rivaliserende regering og et parlament i stedet for det internationalt anerkendte styre.

Den internationalt anerkendte regering arbejder fra havnebyen Tobruk nær grænsen til Egypten. Det internationalt anerkendte parlament i Libyen har afvist et forslag fra FN om at danne en samlingsregering.

Ved siden af de to forskellige parlamenter og regeringer, der kæmper om den politiske magt, er adskillige væbnede grupper involveret i kampe om landområder, der mange steder gemmer på store olie- og gasfelter.

Tidligere forsøg på at indgå en våbenhvile og genskabe stabiliteten i det borgerkrigsramte land er slået fejl.

/ritzau/AFP