Ansatte vil i stigende grad efteruddannes

»Vi oplever en stigende interesse blandt ufaglærte og faglærte for at komme på kursus. Og arbejdsgiverne vil godt spille med. I mange virksomheder er der en erkendelse af, at man i løbet af krisen har fået et efterslæb på efteruddannelse, som der skal gøres noget ved,« siger direktør for uddannelsescentret AMU-Vest Torben Pedersen til Ugebrevet A4.

Årsagen til den stigende interesse skal findes i, at det ikke længere er et krav, at de faglærte bruger deres to ugers efteruddannelse hvert år, ligesom medarbejderne heller ikke længere selv skal lægge store beløb ud for kurserne, mener formanden for IKUF og Dansk Metal, Claus Jensen.

»Nogle sikkerhedskurser for at kunne arbejde offshore på Nordsøen koster omkring 15.000 kroner. Det er mange penge for en lønmodtager at have ude at svømme,« siger han.

IKUF, der har eksisteret i fire år, støtter årligt de mange arbejdere, der gerne vil efteruddannes. Og udbredelsen af netop denne hjælp kan ifølge Ugebrevet A4 også begrunde den store interesse for at tage kurser, mens man er i arbejde.

Men selvom at flere end dobbelt så mange medarbejdere i hovedsageligt industrien, men også hos Post Danmark og på slagterier, gerne vil ud og tilegne sig nye kompetencer, er det stadig langt fra alle. IKUF oplyser således til Ugebrevet A4, at omkring 225.000 ansatte har mulighed for at søge støtte hos IKUF til at komme tilbage på skolebænken.

Dagens Gossip