Antal døde flygtninge på Middelhavet i år runder 3000

Skrevet af admin

22/07/2016

Mest læste i dag

Knap 3000 flygtninge og migranter er døde i forsøget på at krydse Middelhavet i år.

Imens er næsten 250.000 nået til Europa efter at have krydset havet.

Det viser nye tal fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge talsmand for IOM Joel Millman ligger dødstallet på anslået 2977. Han tilføjer, at dødstallet i år er nået op på 3000 tidligere end de foregående år.

- I 2014 var det i september, og i 2015 var det i oktober, siger han.

I de seneste fire måneder er 20 flygtninge og migranter i gennemsnit døde hver dag på Middelhavet primært på vej fra Libyen til Italien.

Den tidligere benyttede rute over Middelhavet bliver i stigende grad brugt igen, efter at migrantruten over Balkan er lukket. Her sejlede flygtninge og migranter fra Tyrkiet til små græske øer.

På et topmøde i marts blev EU og Tyrkiet enige om en aftale, der blandt andet betyder, at Tyrkiet tager imod afviste asylansøgere fra Grækenland, mod at EU genhuser syrere fra lejre i Tyrkiet.

Indtil da var flygtninge og migranter sejlet fra Tyrkiet til små græske øer, hvorfra de havde taget turen op gennem Balkan og ind i det øvrige Europa.

/ritzau/